Få øje på det, du længes efter
Kender du følelsen af, at noget i dit arbejdsliv skal ændres – uden helt at kunne sætte ord på hvad eller hvordan?
Når vi står i det rum mellem dét, der var – og dét, der kunne blive – kan det være svært at tænke sig til svarene.
Som karriereforsker Rie Thomsen siger:
“Det moderne arbejdsliv kræver, at vi kontinuerligt designer og justerer vores karriere i takt med, at nye muligheder og behov opstår.”
Det er netop her et visionboard kan hjælpe: Det skaber et visuelt sprog for det, der endnu ikke har fået ord – og åbner for den længsel, der måske står og venter i kulissen.
Jeg inviterer dig derfor til at visualisere dine drømme, dine værdier og din arbejdsglæde – med limstift, billeder og et åbent sind.
Giv dine drømme form – med billeder, farver og følelser
Når vi arbejder med karriereudvikling, kan det nogle gange være svært at sætte ord på det, vi drømmer om – især hvis vi står midt i en overgang eller har mange idéer i spil.
Et visionboard hjælper dig med at visualisere dine karrieredrømme og tydeliggøre, hvad der virkelig betyder noget for dig. Det skaber overblik, retning og motivation – og en følelse af, at din drøm kommer tættere på.
Hjernen arbejder med billeder – og forskning viser, at den faktisk ikke skelner markant mellem at forestille sig noget og at opleve det i virkeligheden. Når du laver et visionboard, aktiverer du de samme netværk i hjernen, som hvis du allerede levede din drøm. Det styrker din motivation og gør det lettere at handle på det, du ønsker dig.
Kan du se det for dig?
Måske dukker der overraskelser op undervejs. Måske bliver noget tydeligere. Måske får du bare lyst til at være lidt mere modig.
Et visionboard er ikke en facitliste – det er en invitation til at lytte til dig selv og tage dine drømme alvorligt.
REFLEKSIONSØVELSE: Skab dit karriere-visionboard
Sæt scenen: Find et roligt sted, skab god stemning med musik eller en kop te – og giv dig selv lov til at drømme stort:
Overvej dine drømme og værdier: Hvad længes du efter i dit arbejdsliv? Hvilke værdier er vigtige for dig? Hvilke roller, stemninger og succeser vil du gerne opleve?
Find materialer: Klip billeder og ord ud fra magasiner, print fra nettet, eller brug digitale værktøjer som Canva eller Pinterest (jeg foretrækker den analoge version)
Saml og skab dit board: Arrangér dine udklip og elementer på et stykke karton, lim dem fast eller skan en side digitalt. Det skal føles inspirerende – ikke perfekt
Placér dit visionboard et synligt sted og brug det aktivt: Kig på det, når du har brug for motivation, skal træffe beslutninger – eller bare vil minde om, hvad der er vigtigt for dig
Githa Rasmussen
Med +1.000 karriererådgivninger i bagagen sætter jeg en ære i, du går fra vores møder med en følelse af, at vi sammen skaber resultater, og at du skridt for skridt kommer tættere på dit næste mål.