Sådan står du stærkere til online jobsamtaler
Hvor blev den kollektive energi i jobsamtalen af?
Energien, der opstår, når mennesker mødes i samme rum for dialog.
Flere og flere af min kandidater bliver indkaldt til jobsamtale på fx Teams. Går de videre, bliver det muligvis til en samtale i det virkelig liv. I et mødelokale. Med rigtige mennesker.
”Hvordan gør jeg det godt til jobsamtaler online?”
Et relevant spørgsmål fra en kandidat fik mig til at rode i gamle noter og inspiration fra corona-tiden, hvor jeg for alvor trænede online-rådgivninger og –møder. Ikke fordi jeg gerne ville, men fordi jeg skulle.
Jeg tænker, at genbrug er god brug, og at vi kan bruge tips og tricks fra corona-tiden ”alene – sammen” i online jobsamtaler.
Online jobsamtaler er endnu en disciplin i jobsøgningen. Som jobsøger bliver du som vanligt vurderet på det faglige OG nu også på din evne til at navigere i det virtuelle rum.
Her er mine bud på, hvad der kan gøre en forskel i din næste online-jobsamtale:
1. Tænk i “scene,” ikke bare skærm
Dit setup sender signaler, længe før du siger noget.
Kamera i øjenhøjde (ikke nedefra, det virker ubevidst usikkert)
Rolig baggrund (gerne lidt personlig, men ikke forstyrrende)
Lys forfra
Lydtest (brug evt. headset)
Du skal ikke være perfekt, men sende et signal om, at du har styr på setuppet og er professionel.
2. Kig ind i kameraet
Når du taler, så kig ind i kameraet, ikke på dig selv. Det giver oplevelsen af øjenkontakt hos den anden. Sæt eventuelt en post-it ved siden af kameraet med :-).
3. Skru op for din energi
Online “æder” noget af din udstråling. Det må gerne føles lidt “for meget” for dig:
Tal en anelse tydeligere
Smil lidt mere end normalt
Brug hænder (inden for kamerarammen)
4. Hav dine noter på bordet
Fordelen online er, at du kan have noter med dine pointer. Men:
Undgå at læse op
Skriv stikord – ikke sætninger
Hav fx 3 pointer klar til klassikeren: “Fortæl om dig selv”
5. Forbered dine eksempler helt skarpt
Online kræver mere struktur. Brug en enkel model til at fortælle om, hvad du konkret kan bidrage med ud fra dine tidligere erfaringer. Tænk evt. ud fra spørgsmålene:
Situation: hvad skete der?
Opgave: hvad var opgaven?
Handling: hvad gjorde du?
Resultat: hvad blev løsningen?
6. Tænk i den gode relation i et lidt fladt format
Små ting betyder ekstra meget online:
Start med et “tak for at invitere mig”
Brug deltagernes navne uden at overdrive det
Stil spørgsmål undervejs (ikke kun til sidst)
7. Hav en plan B, der giver ro
Teknik kan drille.
Hav telefonnummer klar
Vær klar til at foreslå: “Skal vi tage resten på telefon, hvis det driller?”
8. Afslut tydeligt
Mange online samtaler “fader lidt ud.” Gør det modsatte:
Opsummer til sidst kort, hvorfor du er et godt match
Sig tydeligt, at du er interesseret
Spørg ind til næste skridt '
Bonus (den oversete): din mentale position
Online kan gøre dig mere “passiv,” som om du er til møde. Men du er ikke til møde. Du er i en dialog, hvor du også vurderer jobbet, din eventuelle kolleger og virksomheden.
God fornøjelse med at være godt til stede i din næste online jobsamtale.
PS:
Githa Rasmussen
Med +1.000 karriererådgivninger i bagagen sætter jeg en ære i, du går fra vores møder med en følelse af, at vi sammen skaber resultater, og at du skridt for skridt kommer tættere på dit næste mål.