Det, du vander, gror

Du ved det jo godt.

Men du glemmer det, når kalenderen er fyldt til bristepunktet, eller to-do-listen igen har suget alt dit overskud.

Glemmer at stoppe op og sige tak. Ikke nødvendigvis højt – men indeni.

Tak for:

  • det, der virker

  • det, du trives med

  • det, der faktisk føles rigtigt, midt i alt det, der måske kan være bøvlet

Det er dét, du skal vande.

Taknemmelighed i fokus

Vi taler ofte om alt det, der skal ændres. Nye veje, ny mening, nyt job. Men karriereudvikling handler om andet end at jagte det næste. Det handler også om at få øje på det, du allerede har bygget.

Det, der fungerer. Det, der føles godt. Det, der kan gro til mere.

Taknemmelighed er ikke det samme som at nøjes. Det er din bevidsthed, som skærper din fornemmelse af, hvad der er værdifuldt.

Og dét gør det lettere at vælge, hvad du vil have mere af.

Juster kameraet

Vores hjerne er designet til at holde øje med det, der truer eller dræner. Der, hvor de er fare på færde. Og ikke på det, der virker.

Derfor skal vi træne os selv i at få øje på det, vi faktisk er taknemmelige for, og på den måde skaber vi nye mentale spor.

Det styrker både motivation, arbejdsglæde og evnen til at tage de næste gode skridt.

Det er som at justere et kamera:

Jo mere du træner dit blik til at se det, der virker, jo nemmere bliver det at handle på det, du vil have mere af.

Så frem med pudsekluden og zoom nu ind på det, der gør dig glad.

Helt konkret og lige nu

Gør eventuelt som en af mine kandidater. Hun tog hver morgen et foto på vej til arbejde. Et foto af noget sjovt, pænt, sært eller inspirerende. Alt fra foto af himlen til foto af et grafitti-billede på en husmur. I løbet af dagen delte hun det med kollegerne, og det gav både smil og gode snakke. Fordi hun valgte at zoome ind på det, der gjorde hende glad den dag.

Og mon ikke det spredte positive ringe i teamet.

REFLEKSIONSØVELSE: Taknemmelighed med blik for dit gode arbejdsliv

Sæt dig et roligt sted – med en notesbog, et dokument eller bare et par minutter i ro.

Tænk tilbage på den senese uge eller to. Måske de første uger efter sommerferien. Og skriv tre ting ned, du er taknemmelig for lige nu.

Det kan være:

  • en kollega, der løftede stemningen med humor eller opmærksomhed

  • et møde, hvor du blev lyttet til

  • en opgave, der faktisk gav energi – eller du løste godt

  • et øjeblik, hvor du mærkede: "Det her kan jeg. Det her er lige mig"

Intet er for småt. Det vigtige er, at du sætter ord på det, du er taknemmelig for.

Når du har skrevet det ned, så brug et minut på at læse det højt for dig selv – eller bare læse det langsomt og lade det synke ind.

Gentag gerne øvelsen et par gange i løbet af ugen – og læg mærke til, hvordan det ændrer dit fokus.

 
 

Githa Rasmussen

Med +1.000 karriererådgivninger i bagagen sætter jeg en ære i, du går fra vores møder med en følelse af, at vi sammen skaber resultater, og at du skridt for skridt kommer tættere på dit næste mål.


Næste
Næste

Når tvivlen larmer – og du overvejer at stoppe