Da hun begyndte at tage små skridt, skete det store
Vi sad med hver vores kaffe. Hun sukkede, før hun sagde det:
"Jeg troede, jeg skulle ændre hele mit arbejdsliv. Men måske skal jeg bare begynde i det små?"
Jeg nikkede. For det var ikke første gang, jeg hørte det, og det bliver heller ikke den sidste.
Når vi føler os fastlåst i vores arbejdsliv, er det nærliggende at tænke:
Nyt job! Ny retning! Nyt mig!
Men ofte er det ikke kun store, forkromede skift, der rykker os.
Det er også de små justeringer. Dem, der næsten føles for ubetydelige til at tælle.
Men som tæller allermest.'
1 % bedre – hver dag
Der findes et regnestykke, som også kan gøre en forskel i din karriereudvikling:
Hvis du forbedrer dig 1 % om dagen i et år, er du 37,78 gange bedre, når året er gået.
Det lyder vildt, og det er det også. Men det er ikke hokus pokus. Det er renters rente.
Og renters rente virker ikke kun i banken. Den virker også i dit arbejdsliv.
Hvad kunne din 1 % forbedring være?
At du siger nej til den opgave, der dræner dig
At du forbereder dig bare lidt bedre til et møde
At du beder om sparring, selvom det føles grænseoverskridende
At du siger højt, hvad du gerne vil arbejde mere med
At du tillader dig selv at gå fra arbejde uden dårlig samvittighed
Mikroskridt. Med makro-effekt.
En kandidat beskrev det sådan:
"Det var som om, jeg tændte for varmen under min luftballon. I starten skete der ikke så meget, men så lidt efter lidt begyndte jeg at lette."
Og det er lige præcis det, der sker. Små handlinger, små sejre, små bekræftelser af, at du kan tage ansvar for din retning.
Ikke hele karrieren på én gang. Bare lidt ad gangen.
Og til sidst
Små indsatser forstærker hinanden over tid og skaber en effekt, du slet ikke kunne have regnet dig frem til fra begyndelsen.
Og pludselig er det tid til at fejre dine første succeser mod målet.
Du behøver ikke tage springet.
Du skal bare tage skridtet.
REFLEKSIONSØVELSE: Mikrohandlinger med makroeffekt
Stil dig selv de her tre spørgsmål:
Hvad er en lille sejr, jeg har haft for nylig. Noget, jeg gjorde, valgte, sagde fra til eller turde?
Hvad gjorde det ved min energi, mit mod eller mit fokus?
Hvad kunne være mit næste lille skridt i den retning, jeg længes efter?
Og beslut derefter, hvordan du bedst holder overblik over alle dine små handlinger, og hvilke milepæle du vil fejre på vej mod dit overordnede mål.
Måske du skal købe dig en flaske bobler og allerede nu forsyne den med en seddel med teksten:
"Disse bobler drikker jeg sammen med X, når jeg er i mål med Y:"
Githa Rasmussen
Med +1.000 karriererådgivninger i bagagen sætter jeg en ære i, du går fra vores møder med en følelse af, at vi sammen skaber resultater, og at du skridt for skridt kommer tættere på dit næste mål.