Karrieredrømmen under lup
Er det stadig det, du vil?
Hun sagde det igen over kaffen: “Jeg drømmer om at skrive en bog.
Jeg nikkede roligt – for det havde hun sagt før. Og det var ikke, fordi jeg ikke troede på hende. Men hvad nu, hvis det slet ikke var dét, hun drømte om længere?
Måske var hun også selv begyndt at tvivle på, om det egentlig stadig var hendes drøm.
Vi har alle noget, vi siger, vi drømmer om. Noget, vi har båret med os længe.
Men når drømmen bliver noget, vi burde gøre – i stedet for noget, vi længes efter ... så er det tid til at tage den frem og spørge: Er drømmen stadig min?
Hvad sker der, når vi ikke opdaterer vores drømme?
Så risikerer vi at forfølge noget, der ikke længere passer. Eller at føle os forkerte, fordi drømmen ikke vækker det samme i os, som den engang gjorde.
Mange af os holder fast i gamle ambitioner, fordi:
vi har sagt det højt så mange gange, at vi tror, vi skal ville det
vi har investeret tid, energi eller uddannelse i det
det engang var rigtigt
Men vi – vores karriere og arbejdsliv – udvikler os.
Og nogle gange er det modigste, vi kan gøre, at spørge os selv ærligt:
Er det her stadig min drøm – eller er jeg vokset fra den?
Drømmen under lup
Når du tør tage drømmen frem og give den et grundigt eftersyn, kan du opdage at:
drømmen lever stadig – men den har brug for din opmærksomhed og handling
drømmen har ændret form – du har stadig den samme længsel, men i en ny udgave
drømmen er udlevet eller forældet – og det er okay at give slip og finde en ny
Det er okay at ændre din drøm. Og det er en styrke at justere din retning, når du mærker, at noget ikke stemmer længere.
Måske skal din drøm støves af
Måske skal du slippe den
Måske skal du turde drømme på ny
Hvad er DIN drøm anno sommeren 2025?
REFLEKSIONSØVELSE: DRØMMEFILTERET
Find notesbogen frem og skriv løs – uden at tænke for meget:
Hvad har du længe sagt, du drømmer om?
Hvornår har du sidst mærket lysten til at handle på drømmen?
Hvis du aldrig havde sagt det højt – ville du stadig gå efter drømmen?
Hvad er det bagved drømmen, du i virkeligheden søger?
Det er ikke sikkert, du får alle svar nu.
Men din refleksion er første skridt mod det, du virkelig drømmer om.
Githa Rasmussen
Med +1.000 karriererådgivninger i bagagen sætter jeg en ære i, du går fra vores møder med en følelse af, at vi sammen skaber resultater, og at du skridt for skridt kommer tættere på dit næste mål.